
Helhedsorienteret udvikling af grønne uderum

Mit navn er Sirka Bøgelund Olsen. Jeg er uddannet urban landskabsingeniør med erfaring i at udvikle og realisere grønne uderum – fra de første idéer til det færdige anlæg.
Jeg arbejder med virksomheder, boligforeninger og organisationer, der ønsker mere end blot pæne grønne arealer. Jeg hjælper med at udvikle udearealer, der inviterer til ophold og bevægelse og styrker biodiversiteten.
Hvor det giver mening, kan regnvandshåndtering integreres som en naturlig del af løsningen. Jeg har specialiseret mig i regnvandshåndtering som synlige overfladeløsninger, hvor vand ikke blot ledes væk, men indgår som en aktiv kvalitet i uderummet. Klimatilpasning behøver ikke være skjult teknik – det kan tænkes sammen med rekreative værdier, terræn og beplantning og kan være med til at skabe større, varierende levesteder for planter og dyr.
Min tilgang er helhedsorienteret og stedsspecifik. Jeg kombinerer design, brugerinddragelse og projektledelse, så der skabes en rød tråd fra de første skitser til det færdige anlæg. Som en mindre, selvstændig rådgiver følger jeg projektet hele vejen – det skifter ikke hænder undervejs. Det giver kontinuitet, overblik og tryghed i processen.
Jeg lægger vægt på at skabe løsninger, der passer til jeres behov og økonomi. Grønne ambitioner skal være realistiske og forankret i hverdagen – både i anlæg og i den efterfølgende drift.
Samtidig arbejder jeg med at styrke min viden inden for ESG og bæredygtighed i praksis. Jeg kan hjælpe med at omsætte strategiske mål om biodiversitet, klima og ansvarlighed til konkrete løsninger i jeres udearealer – og skabe overblik, så investeringerne giver mening både menneskeligt og forretningsmæssigt.
Med en baggrund som fysioterapeut har jeg en særlig forståelse for, hvordan mennesker bevæger sig og opholder sig i rum. Jeg brænder for at skabe levende uderum, hvor natur, funktion og æstetik mødes – og hvor små, nære naturoplevelser bliver en naturlig del af hverdagen.
